I den forgangne uge skete der blandt andet følgende begivenheder i vort land:

1. I Aarhus var der en event i domkirken, under overskriften “Sæt gudstjenesten fri”.
Det blev den (gudstjenesten) så også: En imam prædikede og Jesu navn blev naturligvis ikke nævnt under seancen, ifølge referaterne.

2. På Nørrebro var der optøjer i anledning af tiåret for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. Unge maskerede BZ-typer smed sten og andet kasteskyts mod politiet og gennem diverse forretningsruder. Slaget bølgede, og efterfølgende var der et større oprydningsarbejde. At politiet er tvunget, af politisk korrekte politikere, til at bære numre på deres uniformer, så voldsmændene næmmere kan anmelde dem for hårdhændet behandling, fortæller noget om vanviddet i vort samfund.

3. I Marmorkirken blev der optaget en pornofilm af en onanerende kvinde, hvad der skulle være særlig pikant, da det foregik i en kirke og på et delvist offentligt sted. Kirkerummet blev krænket, uden efterfølgende protest fra præst eller biskop. Tænk om noget tilsvarende var sket i en moske!? Vi havde fået en ny Muhammed-krise, mindst!

4. I anledning af Lutheråret, var en international “Lutherkaravane” forbi domkirken i Viborg. Her opfordrede biskoppen til at kirken helt i Luthers ånd skulle vende sig mod “frygtens teologi” og tage mod de fremmede som kom til landet. Her mener biskoppen selvfølgelig ikke at vi skal prædike Evangeliet for muslimerne, men at vi skal åbne vore grænser for de fremmede — ja måske oven i købet lade dem prædike fra vores prædikestole ?!
Her er der ikke tale om en Luthersk teologi (tværtimod), men om en relativistisk humanistisk teologi, der svigter hvad der endnu måtte være tilbage af kristendom i dette land.

Hvorfor nu skrive om disse bedrøvelige begivenheder. Fordi de i al deres enkelhed fortæller noget om den åndelige krise vort land befinder sig i. Lovløshedens- og humanismens ånd, er det der sætter dagsordenen. Jeg er forfærdet over min egen afslappede holdning til disse grænseoverskridende begivenheder, og over de kristnes tavshed. Måtte vi hade synden, som Gud hader synden, samtidig med at vi elsker synderen. Måtte vi atter brænde af nidkærhed for Herren vor Gud, og for hans hellige navn (“Hellige vorde dit navn”).

Fastetiden er netop indledt. Ville det ikke være passende, om vi kristne i tiden op til Påske på en særlig måde bad for vort land, at Danmark må vende om fra sine vildfarelser, og komme tilbage til Gud.