Frafald

Forleden erfarede man i pressen, at Växsjö kommune i Småland, Sverige har givet tilladelse til, at den nye lokale moske kan foretage bønnekald hver fredag, via fire kæmpehøjtalere i minareten. Flere borgere i kommunen har protesteret, men i det politisk korrekte Sverige må man jo ikke beskyldes for intolerance, endsige islamofobi, så alle klager var nyttesløse.

Forbløffelsen var derfor stor, da den katolske præst i byen forleden kunne meddele, at kommunen havde givet den katolske kirke i byen afslag på sin ansøgning, om at få lov til at ringe med kirkens klokker søndag formiddag.

Altså: tilladelse til moskeens bønnekald på arabisk, afslag til kristne kirkeklokker.

I Roskilde er den nye moske netop blevet indviet. Den er finansieret og styret af Erdogans religionsministerium i Tyrkiet. Samme Erdogan er islamist og har fængslet adskillige kristne præster i Tyrkiet, ligesom i det hele taget de kristne i Tyrkiet har yderst vanskelige vilkår.

Hvem deltog så ved åbningen af den nye moske i Roskilde? Det gjorde såmænd Roskilde borgmester (efter nogen tøven) og biskoppen i Roskilde Peter Fischer-Møller (uden tøven!).

Kunne man forestille sig Jesus deltage i indvielsen af et Baal-tempel, eller bifalde bønnekald for en falsk gud, der benægtede at Han er Guds Søn?!

Selv siger Jesus:

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Mt.28.18-20).

Med andre ord, når vi efter fattig evne forsøger at gøre ikke troende til Herrens disciple, når vi efter bedste evne forsøger at lede mennesker til Jesus og til frelsen, så lover Han at være med os hele vejen, indtil verdens ende. Gør vi ikke det, så giver Han ingen løfter om noget som helst, ja så er vi faktisk alene, overladt til os selv og vor egne projekter, uden Jesus!

Paulus advarer:

”Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme… ” ( Thes.2.3).

Vi må desværre konstaterer at een har forledt os, frafaldet er her, det buldrer frem i Skandinavien og Vesteuropa.

I sådan en situation er det godt at overveje Evangelisten Johannes’ ord:

”Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den onde. Men vi ved, at Guds Søn er kommet, og at Han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande, og vi er i den Sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv. Kære børn, vogt jer for afguderne” (1. Joh.5.19-21).