Påskemorgen glædede jeg mig til at se avisernes forsider. Jeg havde (ak!) en naiv forventning om, at
overskrifterne ville omhandle Kristi opstandelse, ville handle om Ham,

”der tilintetgjorde døden og bragte
liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet” (2. Tim.1.10).


I stedet blev jeg mødt af overskrifterne om det barbariske terrorangreb på Sri Lanka, hvor flere hundrede mennesker var blevet dræbt, ikke mindst kristne brødre og søstre (herunder mange børn), der var til påskegudstjeneste. Et dansk forældrepar mistede tre piger ved et angreb på deres hotel.


Man føler en stor smerte med de pårørende, men i hvert fald også for mit eget vedkommende en stor magtesløshed og også - må jeg erkende - vrede. Sidstnævnte ikke mindst mod de politikere og medier, der fejt ikke tør tage ordene ”islamisk terror” i deres mund!


Hvad kan man helt konkret gøre? Ja, man kan i hvert fald bede. Gud hører bøn, og han handler på den (Mt.7.7), og man kan ved det kommende folketingsvalg stemme på en politiker, der fatter den åndsmagt der ligger bag islam, og ikke er bange for at tale om emnet. Der er vel en god håndfuld politikere, fra i alt fire, fem partier, der tør adresserer problemet og er indstillet på at gøre noget ved det - i den udstrækning det er muligt rent politisk.


Om martyrerne i Sri Lanka, er kun at sige at Satan endnu engang er blevet snydt, for

”De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrd ord. De havde ikke livet for kært til at gå i døden. Så fryd jer da, himle, og I som har bolig i dem! ” (Åbn.12.11-12).